Favoritter
⭐⭐⭐⭐⭐Tim Wellens
⭐⭐⭐⭐Magnus Sheffield, Mathieu van der Poel
⭐⭐⭐ Alberto Bettiol, Jasper Stuyven, Maximilian Schachmann, Matej Mohoric, Ilan Van Wilder
⭐⭐ Yves Lampaert, Arnaud De Lie, Søren Kragh, Jonathan Milan, Mikkel Bjerg, Nils Politt, Tiesj Benoot, Jasper Philipsen, Filippo Ganna, Alec Segaert, Stefan Bissegger, Per Strand Hagenes, Axel Zingle, Matteo Sobrero, Matteo Trentin, Mick van Dijke, Fred Wright, Mikkel Honoré, Ivan Romeo, Christophe Laporte
⭐ Olav Kooij, Stan Dewulf, Mike Teunissen, Tobias Foss, Florian Vermeersch, Sjoerd Bax, Remi Cavagna, Ben Turner, Biniam Girmay, Oliver Naesen, Stefan De Bod, Laurenz Rex, Daan Hoole, Frank van den Broek, Kelland O’Brien, Pierre Gautherat, Quinn Simmons, Brent Van Moer, Stefano Oldani, Nils Eekhoff, Benoit Cosnefroy, Lars Craps, Andreas Stokbro, Laurence Pithie, Valentin Madouas, Matis Louvel, Aurelien Paret-Peintre
OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. FDJ havde planer om at køre klassem*nt med Watson, men han er desværre ude efter styrtet i Bretagne. Derudover var der kun et par mindre ændringer, som har givet anledning til justeringer af holdoversigten nedenfor.
Liveblog
Fra onsdag til søndag liveblogger jeg fra løbet efter følgende tidsplan:
Onsdag d. 28. august: 1. etape fra kl. 13.45 med forventet afslu*tning ca. kl. 15.30
Torsdag d. 29. august: 2. etape fra kl. 13.45 med forventet afslu*tning ca. kl. 15.30
Fredag d. 30. august: 3. etape fra kl. 13.45 med forventet afslu*tning ca. kl. 15.30
Lørdag d. 31. august: 4. etape fra kl. 13.45 med forventet afslu*tning ca. kl. 15.30
Søndag d. 1. september: 5. etape fra kl. 13.15 med forventet afslu*tning ca. kl. 15.00
Præsentation af løbet
Belgien er vel verdens førende cykelnation, men nationen har også haft et ret ensidigt fokus. Etapeløb har man aldrig brugt mange kræfter på, og i stedet har det hele stort set alene handlet om den ekstremt righoldige klassikerscene, nationen kan byde på.
Det vil dog være helt skørt, hvis et land med en sådan cykeltradition ikke havde et nationalt etapeløb. Det har det skam også, endda et gammelt et af slagsen. Nationens nationale rundtur, Belgium Tour, er verdens næstældste etapeløb, kun overgået af Tour de France, da det blev afviklet for første gang helt tilbage i 1908, men nogen stor popularitet har det aldrig fået.
Da ProTouren blev indført i 2005, blev det veletablerede Holland Rundt vurderet til at være for nemt til at få en plads på sportens fineste kalender, og derfor søgte arrangørerne hjælp hos Belgium Tour og Tour de Luxembourg i et forsøg på at skabe en Tour of Benelux, der kunne have sin berettigelse i den nye serie. Samarbejdet med luxembourgerne blev aldrig mere konkret, men belgierne og hollænderne fandt sammen i et samarbejde, der gjorde det muligt at udvikle det hollandske etapeløb til et løb hjemmehørende i to lande, og det gav straks plads på ProTour-kalenderen. Pludselig havde belgierne ikke længere blot deres klassikere, men også et etapeløb på allerøverste niveau. Belgium Tour forblev imidlertid en selvstændig begivenhed.
Det siger sig selv, at løb i Holland og Belgien bliver noget helt andet end de bjergrige løb, der udgør flertallet af etapeløb. I de første år blev det også kritiseret for at være alt for let. Over syv dage havde man ofte bare én kuperet etape og en ret lang enkeltstart samt derudover et hav af de sprinteretaper, den belgiske og hollandske geografi lægger op til.
Sådan er det ikke længere. Når nu Belgien er et klassikerland, har det jo været oplagt at sammensmelte de store klassikere i et etapeløbsformat, og det har man gjort i de senere år. Her han fundet et ret fast format med en enkeltstart, der igennem årene er blevet forkortet, tre sprinteretaper og små udgaver af Flandern Rundt, Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege. Som altid har vejret i denne del af verden spillet en afgørende rolle, og der har altid været en lurende trussel om, at sidevind kunne få løbet til at eksplodere, selvom det nu meget sjældent er sket i dette sommerløb.
Trods de mange svære etaper er terrænet ikke hårdt nok til at skabe store tidsforskelle, og derfor har enkeltstarten altid været meget afgørende. Kun de færreste ryttere har kunnet vinde løbets uden at have solide tempoevner, og det afspejles i vinderlisten. Den første udgave blev vundet af Bobby Julich, og siden da har Stefan Schumacher, Jose Ivan Gutierrez (to gange), Edvald Boasson Hagen (to gange), Tony Martin, Lars Boom, Niki Terpstra og Tom Dumoulin alle vundet løbet. Med den hårdere rute og kortere enkeltstart har vi i de senere år dog set klassikerryttere øverst på podiet. Således er det tre gange lykkedes Tim Wellens og en gang Zdenek Stybar, Niki Terptsra, Matej Mohoric, Laurens de Plus, Mathieu van der Poel og Sonny Colbrelli at vinde, og hver gang er sejren primært sikret andetsteds end på enkeltstarten.
I 2015 gav man løbet et nyt twist ved at indføre Den Gyldne Kilometer, der nu er omdøbt til Den Grønne Kilometer. Konceptet havde gjort debut i Belgium Tour, og arrangørerne af Renewi Tour var så glade for ideen, at de overtog den med det samme. På hver linjeløbsetape har der derfor siden da været tre indlagte spurter samlet på bare én kilometer, og her kan der i hver af dem scores hhv. 3, 2 og 1 sekunder. Derudover er der som altid 10, 6 og 4 bonussekunder til de tre første, der krydser stregen, og i et løb, hvor hvert et sekund er afgørende, har det vist sig at være et ganske afgørende element.
Løbet har kæmpet lidt med sin placering. I mange år blev det afviklet i august kort inden Vueltaen, hvor det sammen med WorldTour-løbet i Hamburg udgjorde et fint alternativ for sprinterne, der sjældent har haft megen grund til at rejse til Spanien. For mange enkeltstartsspecialister har det også være et stort mål, fordi det er det af WorldTour-etapeløbene, hvor tempoevner betyder mest.
I de seneste år der dog sket noget. I 2021 omdøbte man det til Tour of Benelux, fordi man drømte om at realisere den gamle drøm om at besøge alle tre Benelux-lande. Man flyttede også løbet, så det faldt sammen med Vueltaens sidste uge, og dermed blev det et perfekt opvarmningsløb til VM. Det er da også på mange måder den mest naturlige placering, og nu ser det ud til, at det skal være fast, at det skal afvikles senere end tidligere.
Desværre oplevede løbet en krise i 2022, hvor udsigterne til manglende tv-dækning som følge af Vueltaen førte til en sen aflysning. UCI accepterede herefter at flytte løbet frem, hvor der var udsigt til bedre tv-dækning, men samtidig anbefalede de en forkortelse til bare fem dage. Man droppede derfor også ideen om Tour of Benelux, og i stedet vendte det i 2023 tilbage i et forkortet, belgisk-hollandsk format med navnet Renewi Tour. Nu afviklede det i den uge, hvor Vueltaen startede, men da 1. etape af det spanske løb kørtes om aftenen, var der kun overlap på én af etaperne.
Det reducerede format har ikke ændret på løbets format, men man har valgt at sløjfe løbets hårdeste etape, ardenneretapen, samt den ene sprinteretape, giver det et lettere løb end tidligere. I år betyder den sammenpressede OL-kalender, at løbet ikke kan undgå en konflikt med Vueltaen, da det afvikles under det spanske løbs anden uge, men denne gang har der åbenbart ikke været problemer med tv-dækningen, og derfor finder løbet heldigvis sted igen.
Sidste år var altså den første i det nye format, og det fik en lidt paradoksal vinder. Tim Wellens har tidligere vundet løbet alene i kraft af ardenneretapen, men nu vandt han et løb uden netop den etape. Det gjorde han i kraft af en stærkt forbedret enkeltstart, der sikrede ham en 2. plads på nøgleetapen bag Josh Tarling, og da han knækkede den store brite på Flandern-etapen og herefter ingen problemer havde på Amstel-etapen, kunne han vinde løbet for tredje gang, endda med hele 23 sekunder ned til Florian Vermeersch og Yves Lampaert. Wellens vender i år tilbage i sin jagt på en fjerde sejr, og da både Vermeersch og Lampaert er med igen, er hele sidste års podium at finde i feltet denne gang.
Ruten
Renewi Tour altid været et løb for klassikerryttere, der kan køre enkeltstart. Løbets natur har dog ændret sig en anelse. De tidlige udgaver var således så lette, at det i høj grad blev til en kamp mellem enkeltstartsspecialisterne på tidskørslen, men i de senere år har ruterne været langt vanskeligere, og det har givet klassikerryttere bedre chancer. Det afspejles ikke mindst af sejrene til Zdenek Stybar, Tim Wellens, Niki Terpstra, Laurens De Plus og Sonny Colbrelli, der ikke var langt fremme på enkeltstarten, men kunne gøre forskellen i klassikerterrænet.
I de senere år har man fundet en relativt fast formel med tre sprinteretaper, en enkeltstart, der typisk er kortere end i de tidligere år, samt tre klassikeretaper, der kan betragtes som små udgaver af hhv. Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Lege og Flandern Rundt. I 2016 var formatet lidt anderledes, da man havde inkluderet en holdtidskørsel som led i en ny kalenderplacering pga. OL. Det betød, at løbet var at betragte som optakt til VM, og derfor var det nærliggende at have en slags generalprøve til VM i holdløb. I 2017 vendte man imidlertid tilbage til den nu velkendte model.
Siden har man også eksperimenteret lidt. I 2018 droppede man på kontroversiel ardenneretapen til fordel for en ekstra sprinteretape, og i 2019 var det så Amstel-etapen, der blev sakset, hvor man som noget nyt også havde enkeltstarten som næstsidste etape. Efter forkortede udgave i 2020, hvor det bare fire etaper lange coronaramte løb var uden både ardenner- og Amstel-etape, vendte man i 2021 helt tilbage til traditionerne med tre klassikeretaper, tre sprinteretaper og en enkeltstart. Samtidig har man generelt forkortet enkeltstarten, som i 2019 endda var helt nede på blot at være 8,3 km lang.
Nu er løbet imidlertid gentænkt. Som i præsentationen blev løbet sidste år på ønske fra UCI forkortet fra syv til fem dage, og det har betydet, at man har skullet træffe et valg. Ikke overraskende kostede det i 2023 den ene af de tre sprinteretaper, men ganske kontroversielt var også ardenneretapen – løbets klart hårdeste – blevet fravalgt. Samtidig fastholdt man en ganske let udgave af Amstel-etapen med et design, der minder om det, der blev brugt i 2021, hvor Caleb Ewan vandt en reduceret massespurt blandt cirka 50 mand, og minsandten om ikke også man gjordet den helt klassiske Flandern-etape, der har været brugt som afslu*tningsetape i næsten alle udgaver siden 2012, lettere med længere afstande mellem stigningerne og færre omgange på den velkendte rundstrækning med det klassiske mål halvvejs oppe ad Muren i Geraardsbergen. Det var imidlertid ikke det eneste, for den forsvundne sprinteretape er den, der typisk er foregået i den potentielt forblæste Zeeland-provins, og da sidevind ellers aldrig rigtigt spiller en rolle i løbet, var ingen i tvivl om, at det ikke blot var en forkortet, men også en meget lettere udgave af løbet, vi oplevede sidste år.
Sådan vil det også være i år, hvor man til den anden udgave af det forkortede løb har fulgt præcis samme opskrift som sidste år. Væk er igen ardenneretapen, væk er Zeeland-etapen, og Amstel-etapen er igen i samme lette format – endda lettere end sidste år. Det kompenserer man til gengæld for på Flandern-etapen. Efter sidste års meget udvandede udgave bydes der i år på den hårdeste udgave i mange år med en længere distance, flere stigninger og en tilbagevenden til den velkendte rundstrækning med mindre fladland mellem stigningerne.
At der skrues op for sværhedsgraden, er også nødvendigt. Allerede sidste år brød man trenden med generelt kortere enkeltstarter, da man med en distance på 13,6 km havde den længste udgave siden 2015. Det topper man i år, hvor der skal køres hele 15,4 km – den længste siden 2012 – og dermed bliver enkeltstarten endnu vigtigere end tidligere. Det modsvares af den hårdere Flandern-etape, men fraværet af ardenneretape betyder stadig, at der i en vis forstand er tale om en tilbagevenden til løbets første år, hvor klassikerterrænet er begrænset, og hvor enkeltstarten spiller en meget afgørende rolle.
Der ændres også lidt på rækkefølgen. Man plejer altid at starte med Zeeland-etapen, men i år lægger man for første gang nogensinde ud med Amstel-etapen. Den er som sagt i samme format som i 2021 og 2023, men endnu lettere end tidligere med næsten 25 km mellem sidste stigning og målet, og dermed kunne sprinterne meget vel alligevel få en massespurt på førstedagen. Dagen efter er enkeltstarten på sin klassiske placering på andendagen, denne gang altså i et langt format over 15,4 km på en halv teknisk rute i det belgiske fladland omkring Tessenderlo.
Fredag er det så endelig tid til den første af løbets velkendte sprinteretaper, og der lægges ud med klassikeren over dem alle, nemlig etapen til Ardooie, der besøges hvert eneste år. I år kommer de to sprinteretaper endda lige i træk, for allerede søndag venter endnu en helt flad rute, når man for første gang siden 2020 skal slu*tte i Aalter, hvor der venter en teknisk finale med et sent sving. Efter sidste års eksperiment, hvor Flandern-etapen blev afviklet allerede på tredjedagen, er alt ved det gamle, når det hele søndag slu*tter med det helt store brag med målet halvvejs oppe af Muren i Geraardsbergen, og denne gang altså i det hårdeste format i de mange år. Dermed får klassikerspecialisterne, som de plejer, deres helt store chance for at vende op og ned på det hele, som det før er sket, og med en længere enkeltstart og en udvandet Amstel-etape bliver den store finale for denne ryttergruppe måske vigtigere end nogensinde, når vinderen af den anden udgave af det forkortede løb skal findes.
1. etape
I de senere år har det været en tradition, at løbet er blevet indledte på hollandsk jord med en næsten helt flad etape, der har givet mulighed for, at sprinterne kan slås om den første førertrøje, og ofte er det foregået helt ude nær kysten i den frygtede hollandske Zeeland-provins, hvor sidevinden altid er en konstant trussel. I denne komprimerede udgave over fem dage bliver der imidlertid heller ikke i år plads til noget besøg i Zeeland, og i stedet skydes løbet akkurat som sidste år i gang med en belgisk etape. I stedet prøver man noget helt nyt, når man skyder løbet i gang med løbets Amstel Gold Race-etape, der er en fast bestanddel, men det betyder ikke, at der nødvendigvis er lagt op til det store drama. Man benytter nemlig en modificeret udgave af etapen fra 2021, hvor Caleb Ewan vandt en spurt med en finale, der ligger et stykke fra områdets mest kendte stigninger, men fraværet af en ardenneretape viste sidste år, hvor man havde et tilsvarende format, at der godt kan skabes ravage, som der blev det, da Matej Mohoric vandt en spurt i en gruppe på 13 mand, der akkurat snød feltet med 7 sekunder. En lettere rute betyder dog, at det formentlig bliver en sprinter, der også i år skal i den første førertrøje.
Med en distance på 163,6 km er i år tale om en kortere etape, og den går som i 2021 og 2023 fra en start i belgiske Riemst, men denne gang til et mål i Grote-Spouwen i udkanten af den tidligere målby, Bilzen. Byerne er naboer, og selvom de er belgiske, ligger så tæt på grænsen til Holland, at de kan regnes som forstæder til Maastricht, hovedbyen i den kuperede Limburg-provins. Hvor man i de tidligere år har kørt omgange på både en stor og en lille rundstrækning, kører man denne gang kun omgange på en stor rundstrækning.
Startbyen ligger midt på rundstrækningen, og derfor lægger man ud med at køre lidt mere end en halv omgang. Det betyder, at man allerede efter 5,1 km når toppen af Colte de Hallembaye (1,2 km, 5,2%, max. 7,3%), hvor dagens første Checkpoint-spurt køres, og at man efter 16,1 km når toppen af Cote Sur les Coteaux (1,7 km, 4,1%, max. 7,1%), inden man efter 43,6 km krydser stregen for første gang.
Etapen afslu*ttes nu med to fulde omgange på den 60,1 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod sydøst ad lige og flade vej ned til startbyen Riemst – dog endnu ikke frem til punktet for den reelle start – hvorfra man fortsætter mod nordøst igennem fladlandet frem til den hollandske grænse og udkanten af Maastricht. Nu går det kortvarigt mod sydøst ned langs grænsen, som man forlader for at køre mod sydvest op ad Slingerberg (1200 m, 5,6%, max. 7,6%), hvis top rundes efter hhv. 56,2 km og 116,3 km.
Derfra går det mod sydvest ned til den del af rundstrækningen, man allerede har kørt. Det betyder, at man kører mod sydøst ned til Cote de Hallembaye (1200 m, 5,2%, max. 7,3%), hvis top rundes efter hhv. 65,0 km og 125,1 km, og på vis top dagens anden Checkpoint-spurt køres ved første passage. Nu får det mod syd ad en nedkørsel, inden man drejer mod vest for at køre op ad bakke (800 m, 3,1%), hvor man på sidste omgang kører dagens Green Kilometer med spurter efter hhv. 131,6 km, 132,1 km og 132,6 km. En nedkørsel leder mod nord og vest, inden man med det samme kører mod nordvest op ad Cote Sur les Coteaux (1,7 km, 4,1%, max. 7,1%), hvis top rundes efter hhv. 76,0 km og 136,1 km.
Fra sidste passage resterer stadig 27,5 km, og de er betydeligt lettere. En nedkørsel leder videre mod nordvest, hvorefter man i en lidt teknisk fase zigzagger mod nordvest sig igennem fladlandet øst for Tongeren. Herefter går der mod nordøst ad en lige og flad vej frem til det nordligste, hvorfra man kører mod sydøst ned til mål igennem generelt fladt terræn, hvor den sidste kilometer dog stiger let med 1,5%. Her venter en meget teknisk finale, hvor man drejer skarpt med hhv. 2400 m og 1400 m igen, inden man med 1000 m igen tager et sving på næsten 180 grader, hvorefter vejen kun bugter sig let.
Etapen byder på i alt 1526 højdemeter mod 1747 højdemeter i 2021 og 1732 højdemeter i 2021.
Det er en ny udgave af Amstel-etapen, men den køres i samme område og med nogle af de samme stigninger, som vi havde i 2021 og 2023. Dengang havde man dog en betydeligt hårdere finale med den lille Keiberg-stigning til slu*t, mens de sidste små 25 km denne gang er meget lette. I 2021 var etapen hård nok til at koste Stefan Bissegger førertrøjen på en dag, hvor det endte i en spurt mellem ca. 50 mand, men i 2023 så vi også, at 13 af de stærkeste med 7 sekunder forhindrede en spurt blandt ca. 60 mand. Det viser, at der kan skabes forskelle, hvis forsøget gøres, men i år synes ruten for let, og da den i år kommer som første og ikke sidste etape, taler meget for en spurt i den tekniske og let stigende finale.
Bilzen har kun tre gange tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde, men det er nyt, at der er mål i den nærliggende Grote-Spouwen. Det var senest i dette løb i 2023, hvor 13 mand snød feltet med 7 sekunder, og hvor Matej Mohoric overraskende vandt spurten foran Matteo Trentin og Søren Kragh. Forinden var det i dette løb i 2021, hvor etapen med en lidt anderledes finale endte i en spurt mellem cirka 50 mand og sejr til Caleb Ewan foran Sonny Colbrelli og Danny van Poppel. Først gang var det i Belgien Rundt helt tilbage i 2002, hvor Andrei Tchmil tog en solosejr med 1 sekund ned til Alexandr Vinokourov og 5 sekunder ned til et felt, hvis spurt blev vundet af Björn Leukemans – i øvrigt den sidste sejr i Tchmils flotte karriere.
Du finder kort og profiler her.
2. etape
Løbets vigtigste etape har traditionelt været enkeltstarten, og mens den i de senere år i takt med indførelsen af hårdere ruter ikke længere er næsten altafgørende, som det tidligere var tilfældet, genvinder den i det nye kortere og lettere format en del af sin vigtighed. I de senere år har man dog gjort endnu mere for at reducere dens betydning, først og fremmest ved at reducere distancen. Langt de fleste år har den haft en længde på mellem 10 og 20 km, men i fem ud af de otte seneste udgaver har den været kortere end 10 km – i 2019 og 2020 endda kortere end 9 km. Sidste år brød man med imidlertid denne trend ganske markant med en distance på hele 13,6 km, hvilket gjorde det til den længste enkeltstart siden de 13,9 km i 2014, og i år tager man det til et helt nyt niveau med en distance på hele 15,4 km – den længste siden de 17,4 km i 2012. Etapen er denne gang henlagt til det belgiske og ikke som vanligt det hollandske fladland, og selvom det giver lidt flere højdemeter end sidste år, er der stadig lagt op til en gave for specialister, der dog akkurat som sidste år skal slå med en del sving på en ikke helt enkel rute.
I alt skal der altså tilbagelægges 15,4 km med start og mål i den belgiske by Tessenderlo, der ligger i det flade Flandern. Starte er relativt teknisk, da man først kører mod sydvest frem til et sving efter 700 m, og derefter zigzagger man ned gennem byens udkant igennem sving efter 1,2 km, 1,9 km, 2,0 km, 2,4 km og 3,0 km, men derefter går det ad en helt lige og relativt flad vej mod sydvest ned til det sydligste punkt.
Her tager man efter 5,8 km et sving på næsten 180 grader, hvorefter det får mod nord ad en helt og ganske flad vej frem til mellemtiden, der tages 9,4 km. Nu bliver det teknisk i forbindelse med passagen af byen Schoot, da man skal dreje efter 9,4 km, 9,6 km, 9,7 km og 10,2 km, og kort efter er der en skarp kurve, men derefter går det ad en lige vej mod nordøst frem til udkanten af målbyen. Her drejer man efter 12,7 km mod sydøst for at køre ad lige veje ind gennem byen frem til et sving i en rundkørsel med 800 m igen og slu*tteligt et skarpt sving med 500 m igen. Den sidste kilometer stiger med 0,2%.
Etapen byder på i alt 81 højdemeter.
Renewi Tour er kendt for sine flade tonserenkeltstarter, men de tekniske udfordringer har været varierende. Nogle har været relativt tekniske, og denne er lidt en mellemting. Mest af alt består den af lange, lige veje, men den har også to tekniske passager i starten og ved mellemtiden. Der er dog god plads til, at wattmonstrene kan åbne for gassen, og der kan ikke være tvivl om, at det fortsat er en rute for specialisterne, der over denne særligt lange distance får al mulig plads til at sætte helt afgørende sekunder i banken.
Tessenderlo har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var ved de belgiske mesterskaber i 2004, hvor Tom Steels vandt en tremandsspurt foran Geert Omloop og Geert Verheyen.
Du finder kort og profiler her.
3. etape
I det gamle format over syv dage bød løbet altid på tre helt flade etaper. Det er med det nye, kortere format reduceret til to, og med beslu*tningen om at åbne løbet med Amstel-etapen skal vi helt frem til tredjedagen for at finde en af de etaper, løbet altid har flest af. Her venter til gengæld også en sand klassiker i form af finalen i Ardooie, der er på programmet næsten hvert eneste år, og her bliver de hurtige folk aldrig snydt. Det gør de næppe heller i år, hvor etapen praktisk talt er en kopi af sidste års åbningsetape.
I alt skal tilbagelægges 185,5 km, der fører feltet fra Blankenberge til Ardooie. Startbyen ligger helt ude ved den belgiske kyst, og som det er kutyme i løbet, lægger ud med at køre en omgang på rundstrækning omkring startbyen. Denne gang er den 19,1 km lang og henlagt til området syd for byen, og den er igen helt flad. Først kører man mod syd igennem fladlandet, inden man kører et kort stykke mod øst for siden at køre mod nord tilbage til Blankenberge, hvor dagens første Checkpoint-spurt køres efter 14,9 km. Herefter går det mod vest hen langs vandet tilbage til udgangspunktet.
Efter den hele omgang tager man hul på en ny, men efter den første del sætter man kursen mod sydvest for at fortsætte igennem fladlandet og køre væk fra havet. Hurtigt kører man mod syd ind gennem byen Jabbeke, der passeres efter 31,1 km, inden det går mod først vest og siden syd ned til Ichtegem, der passeres efter 47,6 km. Nu sættes kursen mod sydøst med retning mod Torhout, som nås efter 60,5 km, hvorefter man zigzagger sig mod syd. Man kører nu mod sydøst nord om målbyen, inden man slu*tteligt kører mod først syd og siden øst frem til rundstrækningen, som rammes efter 91,1 km. Herefter kør er man det meste af en omgang, inden man efter 105,4 km krydser stregen for første gang.
Etapen afslu*ttes nu med fem fulde omgange på den i alt 16,0 km lange runde, der er den samme som i 2023 og modificeret en anelse i forhold til den, der blev benyttet i 2020 og 2021, men man fastholder den nye og mere enkle finale, der blev introduceret efter 2019-udgaven, hvor man for sidste gang havde de to berømte sving ved den røde flamme – sandsynligvis grundet den megen kritik af sikkerheden. Rundstrækningen er stort set helt flad og i starten lidt mere teknisk end i 2021, da man skal dreje fire gange i løbet af de første 6 km. Herefter rammer man en lige vej, der leder mod sydøst frem til et punkt, hvor dagens anden Checkpoint-spurt køres på anden omgang efter 127,0 km, inden man drejer mod syd for at køre ad en lige vej ned til det sydligste punkt.
Her drejer man med 8,2 km til højre i en rundkørsel, hvorefter en lige vej leder mod vest. Med 5,1 km drejer man mod nordvest, og nu leder en lang og lige vej mod nordvest og nord ind til Ardooie, idet man undervejs passerer det punkt, hvor dagens Green Kilometer er placeret på næstsidste omgang med spurter med hhv. 19,3 km, 18,8 km og 18,3 km. I målbyen drejer man med 1000 m igen skarpt til højre, og derefter bugter vejen sig kun let frem til et blødt sving med 1200 m igen, hvorefter en lige vej, der stiger med 0,2% leder frem til stregen.
Etapen byder på i alt 375 højdemeter.
Vinden har aldrig spillet en rolle på denne etape, der altid er endt i en massespurt, hvor det dog i den gamle finale af og til lykkedes at snyde sprinterne. Den nye finale er blevet brugt tre gange, og det er hver gang endt i en helt traditionel spurt, og det vil det efter alt at dømme også gøre denne gang, hvor målstregen dog er rykket 100 m længere væk fra de sidste sving end sidste år. Medmindre det skulle blæse denne gang, burde det også være ganske sikkert, at sprinterne vil være opsatte på at gribe deres chance denne fredag i Ardooie.
Etapen til Ardooie er som sagt en klassiker, hvor vi senest i 2023 så Jasper Philipsen åbne løbet med at vinde en spurt foran Tim Merlier og Olav Kooig, og u 2021 så Tim Merlier vinde foran Mads Pedersen og Danny van Poppel. I 2020 brugte man for første gang den nye rundstrækning, og her sejrede Jasper Philipsen foran Mads Pedersen og Pascal Ackermann på 1. etape, mens Sam Bennett i 2019 tog sin anden sejr på to dage i den gamle finale. I 2018 var det Jasper Stuyven, der fuldendte en smart Trek-manøvre ved at sikre sig et forspring gennem svingene, så han akkurat kunne holde Caleb Ewan og Zdenek Stybar bag sig. I 2017 fortsatte Peter Sagan en god start på løbet ved at slå Edward Theuns og Rudy Barbier i en massespurt. Året forinden snoede samme Sagan sig igennem et mylder af sprintere og tog sin første sejr nogensinde i løbet ved at slå Danny van Poppel og Nacer Bouhanni. I 2015 var Tom Boonen hurtigere end Arnaud Demare og Elia Viviani, mens Bouhanni vandt i 2014 på en etape, der mest huskes for Zdenek Stybars dramatiske styrt. I 2013 lavede Belkin et mesterstykke ved i de sidste sving at lade lead-out man Mark Renshaw få et forspring, han kunne holde hele vejen til stregen. I 2012 vandt Svein Tuft en enkeltstart i byen, efter at André Greipel havde vundet i både 2010 og 2011. Tyler Farrar var bedst i 2009, mens Boonen vandt den første udgave af etapen i 2008.
Du finder kort og profiler her.
4. etape
Med sine mange sprinteretaper har løbet altid haft et vist præg af monotoni, og den fornemmelse kan man måske særligt få i år. Den ændrede rækkefølge på etaperne betyder nemlig, at årets to helt flade etaper kommer lige i rap, og derfor kan sprinterne allerede lørdag se frem til revanche efter fredagens spurtopgør. Her venter nemlig endnu en helt flad etape, når løbet for første gang siden 2020 har mål i Aalter, hvor Mads Pedersen sejrede for fire år siden. Man kan altid håbe på en sommerstorm og et sidevindsdrama, men den slags sker så sjældent i dette løb, at alt taler for endnu en massespurt i en finale, der dog handler mere om positionering end fart.
I alt skal der tilbagelægges 178,5, der fører feltet fra den hollandske by Oostburg til belgiske Aalter. Selvom de to byer ligger i hvert deres land, ligger de tæt på hinanden, da startbyen ligger lige nord for grænsen, og etapen består derfor stort set kun af omgange på to rundstrækninger. Som altid lægges der ud med at køre på en rundstrækning omkring startbyen, denne gang over 13,7 km i det helt flade terræn mod syd, og her skal der tilbagelægges tre omgange, hvoraf de første 3,5 km af første omgang er neutraliserede. Det går først mod sydvest ind gennem byen, inden man kører mod sydøst ned mod grænsen. Inden man krydser denne, drejer man mod nordøst, hvorefter man slu*tteligt kører mod nordvest tilbage til Oostburg, hvor man efter afslu*tningen på tredje omgang kører dagens første Checkpoint-spurt efter 37,6 km.
Efter sidste omgang kører man yderligere ca. en halv omgang, men i det sydligste punkt fortsætter man mod sydøst direkte over grænsen til Belgien, der krydses efter 44,2 km. Herfra fortsætter man kortvarigt mod sydøst, inden det går ad en helt lige og flad vej mod sydvest ind gennem Eeklo og direkte frem til den afslu*ttende rundstrækning, som rammes efter 110,9 km. Her kører man cirka en halv omgang, inden man efter 84,5 km krydser stregen for første gang.
Etapen afslu*ttes nu med to fulde omgange på den 47,0 km lange runde, der er helt flad. Man lægger ud med en lidt teknisk fase, hvor man kører skiftevis mod sydøst, sydvest og sydøst, inden en lige vej leder mod sydvest ned til udkanten af byen Ruiselede. Herfra går det ad en snoet vej mod øst og senere nordøst frem til Lotenhulle. Nu går det kortvarigt mod nord, inden en lige vej fører mod nordøst frem til Bellem, hvor man drejer mod øst.
Herfra går det mod nord, inden man rammer en lang og lige vej, der leder mod vest. Her passerer man et punkt, hvor man på sidste omgang kører dagens Green Kilometer med spurter med hhv. 18,9 km, 18,4 km og 17,9 km, inden man passerer gennem byen Ursel, hvor man ramte rundstrækningen, og kører forbi et punkt, hvor dagens anden Checkpoint-spurt køres på første omgang efter 117,6 km. Kort efter drejer man i Knesselare mod sydvest, inden man i Maria-Aalter drejer mod sydøst for at køre ind til målbyen, hvor sidste kilometer stiger let med 0,4%. Man drejer med 6,1 km igen, og derefter går det ad en lige vej frem til et sent sving bare 500 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 336 højdemeter.
Der burde ikke være meget hokuspokus over denne etape. Som vi har set i Danmark for nylig, kan det godt blæse i Nordeuropa også i august, men historien viser, at det er meget sjældent. Med kongeetapen placeret på sidstedagen er dette sprinternes sidste chance, og da løbet som altid har tiltrukket et hav af hurtige folk, vil det være overraskende, hvis ikke der skal spurtes om sejren i Aalter – denne gang dog i en teknisk finale, hvor positionen i sidste sving vil betyde alt.
Aalter kan kun tre gang tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var senest i 2020, hvor Mads Pedersen var i gang med at indlede sin karriere som sprinter, da han vandt en massepurt foran Jasper Philipsen og Pascal Ackermann, og i 2019, hvor ustoppelige Sam Bennett vandt for tredje dag i træk, denne gang foran Dylan Groenewegen og Jasper Philipsen. Forinden var det i 2012, hvor Giacomo Nizzolo sejrede foran Jürgen Roelandts og Manuel Belletti.
Du finder kort og profiler her.
5. etape
Naturligvis har et klassikerløb som dette som regel haft en etape i De Flamske Ardenner, men i 2012 beslu*ttede man at gøre den langt hårdere ved at inkludere en finale på den berømte Muur van Geraardsbergen. Da det blev meddelt, at den berømte stigning ikke længere skulle udgøre en del af Flandern Rundt, lavede byen Geraardsbergen en aftale med folkene bag etapeløbet om, at løbet i de kommende år skulle inkludere en etape med mål halvvejs oppe af Muren. Etapen har alle år været en stor succes, og aftalen er derfor blevet forlænget, således at den samme finale i år er med for 12. år i træk. Kun i 2014 og 2023 fandt den ikke sted på sidste etape, men i alle andre udgaver har den hver eneste gang været scenen for det afgørende slag mellem favoritterne, og flere gange har førertrøjen skiftet ejermand. Efter sidste års tidligere placering er den tilbage i sin faste rolle som den store finale, og i det nye format uden en ardenneretape vil den altafgørende nøglerolle være mere udtalt end tidligere. Det ligner i hvert fald klassikerrytternes eneste chance for at vinde tid, og efter sidste års udvandede udgave kan de glæde sig over, at der i år er skruet op for strabadserne med en længere distance, en hårdere indledning og flere omgange på rundstrækningen.
Arrangørerne har varieret den første del af etapen lidt fra år til år, og distancen har ikke altid været den samme, men finalen er blevet udgjort at samme rundstrækning. Nogle år har vi endda nærmest os klassikerdistance, og også i år skal der køres relativt lang, når der skal tilbagelægges 202,7 km med start i Menen og mål på Muren i Geraardsbergen. Etapen har alt det, vi kender fra de flamske endagsløb. Rytterne skal op over flere af de berømte hellingen i De Flamske Ardenner, og mange af dem er på programmet flere gange på en dag, hvor det går op og ned meget af dagen.
Modsat sidste år indledes etapen også ganske tæt på De Flamske Ardenner. Som altid lægger man ud med at køre en rundstrækning omkring startbyen, og den er her henlagt til området øst for byen. Der er tale om en helt flad og 21,0 km lang sag, hvor man først kører mod sydøst ned langs grænsen til Frankrig, hvor man kører en runde på en næsten cirkelformet rundstrækning. Derefter går det ad lige veje mod først nord og siden sydvest tilbage til Menen, hvor man runder rundstrækningen af med at køre dagens første Checkpoint-spurt efter 17,3 km.
Nu tager man hul på endnu en omgang, men hurtigt forlader man rundstrækningen for at køre mod sydøst igennem det flade terræn langs grænsen til Frankrig, inden det går mod nordvest frem til De Flamske Ardenner. Dem møder man, når man drejer mod syd for at køre op ad Kluisberg (1,8 km, 6,4%, max. 16,1%), hvis top rundes efter 62,0 km. Kort efter drejer man mod øst, inden det går mod nord op ad Cote de Trieu (1,2 km, 7,45, max. 12,2%), hvis top rundes efter 69,1 km.
Derfra går det videre mod nord frem til Hoobergstraat (4,4 km, 3,1%, max. 7,6%), hvis top rundes efter 76,5 km, og derfra mod syd ned til Ronse, hvor man drejer mod nord for at køre op ad den brostensbelagte Oude Kruisberg (1,4 km, 5,5%, max. 8,0%), hvis top rundes efter 86,7 km. Derfra går mod nordøst og nord, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad den brostensbelagte Berg ten Houte (1,1 km, 6,2%, max. 13%), hvis top rundes efter 95,9 km. En lige vej leder nu videre mod sydøst, hvorefter man kører mod nordøst op ad Les Planchettes (1,1 km, 6,4%, max. 10,7%), hvis top rundes efter 106,3 km. Derfra går det mod nordøst, sydøst og slu*tteligt øst frem til den afslu*ttende rundstrækning, som man rammer efter 118,7 km. Nu kører man de sidste 7,4 km af denne, hvilket betyder, at man efter 119,9 km for første gang rammer den brostensbelagte Denderoordberg (700 m, 7,5%, max. 11%) og efter 125,5 km for første gang rammer den berømte Muur van Geraardsbergen, hvor stregen krydses 700 m oppe ad stigningen.
Etapen afslu*ttes nu med tre omgange på den 25,4 km runde, der efter sidste års forlængede udgave er stort set identisk med den, der blev brugt i årene forinden (mod tre i både 2016, 2018, 2019 og 2021, fire i 2020 og to i 2017 og 2023). Man lægger ud med at køre hele vejen op til toppen af Muren (1,2 km, 7,8%, max. 13,5%), der er brostensbelagt og har top med 24,8 km igen. Herefter går det mod sydøst, nordøst og øst hen til den kendte og brostensbelagte Bosberg (1400 m, 5,0%, max. 11,3%), hvis top passeres med 20,3 km igen mod tidligere 27,5 km igen for et år siden.
Herefter flader terrænet lidt ud, når man ad lige veje kører mod nordøst, nordvest og sydvest, inden man rammer Onkerzele Berg (2300 m, 3,2%, max 6,9%), hvis top passeres med 11,7 km igen mod tidligere 18,7 km igen for et år siden. Nu forsætter man mod sydøst ind til Geraardsbergen, hvor man kortvarigt kører mod vest, men modsat sidste år skal man ikke ud på en længere sløjfe. I stedet kører man mod syd ud gennem byen, inden man i udkanten kører mod sydøst op af den brostensbelagte Denderoordberg (700 m, 7,5%, max. 11%), der som på de tidligere rundstrækninger har top med 5,6 km igen.
Nu går det mod nordøst ind til bycentrum, hvor Muren igen venter, og hvor de 600 m op til stregen stiger med 7,6% i gennemsnit. Rytterne drejer skarpt på toppen af Denderoordberg og igen med 3,4 km igen, inden en meget snoet vej leder frem til to sving med 1100 m og 1000 m igen, hvorefter der på selve Muren er to sving i rap med 500 og 400 m igen. Dagens sidste Checkpoint-spurt kommer på toppen af Muren ved første passage efter 126,6 km, mens Den Grønne Kilomter kommer på vej op ad sidste passage af Bosberg, idet alle tre spurter ligger på selve stigningen med hhv. 21,3 km, 20,8 km og 20,3 km igen – den sidste altså 300 m fra toppen.
Etapen byder på i alt 2043 højdemeter, hvilket er ca. 650 flere end i 2022, ca. 700 flere end i 2021, ca. 350 flere end i 2018 og 2019 og ca. 100 flere end i 2020.
De foregående udgaver viser, at meget afhænger af vejret. Hvis det regner og blæser, kan etapen vende op og ned på klassem*ntet, som det skete i 2016, og kun de stærkeste kan være med, ligesom 2020-udgaven grundet Mathieu van der Poels vilde ridt også blev brutal. I de fleste udgaver har forskellene imidlertid været begrænsede og kunnet opgøres i sekunder. Meget afhænger også af, om manden i førertrøjen har et stærkt hold, der kan lægge løbet i et jerngreb, eller om de stærkeste hold har tid, der skal hentes. I år er etapen den hårdeste i mange år med flere højdemeter og igen som tidligere tre og ikke som i 2023 kun to omgange på rundstrækningen. Det kan gøre det hele lidt mere selektivt, og det bliver endnu mere udtalt, når det formentlig er klassikerrytternes eneste chance for at vinde tid. Derfor er scenen under alle omstændigheder sat til aggressivt cykelløb på den helt afgørende linjeløbsetape, hvor mange vil have meget at vinde ved at forsøge at vende tingene på hovedet, og hvor førertrøjen ofte har skiftet ejermand, senest i 2019, 2020 og 2023.
Som sagt blev samme finale benyttet i de seneste ti udgaver, og derfor ved vi nu, hvad vi skal forvente. I den første udgave eksploderede feltet på Muren, og til slu*t viste Alessandro Ballan og Lars Boom sig som de stærkeste. Italieneren tog etapesejren, mens hollænderen vandt nok tid på Svein Tuft til at tage en samlet sejr. I 2013 stjal Zdenek Stybar førertrøjen fra Tom Dumoulin ved et flot holdarbejde, hvor Sylvain Chavanel først havde sat Dumoulin under pres, inden Stybar på Denderoordberg kørte op til Ian Stannard fra det tidlige udbrud, et angreb, der gav båd etapegevinst og samlet sejr. I 2014 vandt Greg Van Avermaet en spurt på Muren i en relativt stor gruppe ved at gå forbi Pavel Brutt, der havde forsøgt at snyde favoritterne. Belgieren vandt med 1 sekund ned til Dumoulin, Brutt, Matti Breschel og Lars Boom, der mistede trøjen til Dumoulin pga. bonussekunder. I 2015 holdt udbruddet hjem, da Manuel Quinziato tog en sjælden sejr ved at sætte Bjorn Leukemans i finalen. Van Avermaet slog Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot i feltets spurt på en dag, hvor hele 19 mand slu*ttede inden for 19 sekunder af den olympiske mester. I 2016 gik det helt anderledes, da episk regnvejr og et styrt til Rohan Dennis i førertrøjen vendte løbet på hovedet efter et sandt udskilningsløb. Niki Terpstra, Oliver Naesen og Edvald Boasson Hagen angreb langt udefra, og trods hårdt arbejde fra Peter Sagan og Van Avermaet kunne de ikke hentes. Boasson Hagen vandt spurten på Muren, mens Terpstra tog den samlede sejr. I 2017 skulle en 35 mand stor gruppe køre om det på Muren, men det lykkedes forinden Jasper Stuyven at stikke af, så han kunne vinde med 1 sekund ned til Philippe Gilbert og Tom Dumoulin, der var de hurtigste blandt de 12 mand, der slu*ttede i samme tid. I 2018 forsøgte alle at angribe Matej Mohoric, og det så ud til, at det skulle lykkes for Oliver Naesen og Tim Wellens at køre væk, men til slu*t blev det alligevel samlet til en spurt på Muren i en gruppe på godt 30 mand. Her var Michael Matthews hurtigst og sejrede med 1 sekund ned til Van Avermaet og 3 sekunder ned til syv ryttere, der førtes an af Stybar på etapens 3. plads, mens Mohoric med et tab på 13 sekunder til Matthews som nr. 13 kunne sikre sig den samlede sejr. I 2019 måtte en isoleret Tim Wellens lade Oliver Naesen, Greg Van Avermaet og Laurens De Plus køre væk fra distancen, og mens Naesen sejrede i spurten på toppen, kunne De Plus med en 3. plads tage den samlede sejr. 25 sekunder senere var Simon Clarke hurtigste mand blandt de 19 mand, der spurtede om 4. pladsen, idet han nærmest slog Gilbert og Mike Teunissen. I 2020 blev en mindeværdig udgave, da Mathieu van der Poel angreb meget langt fra mål og fuldendte et 50 km langt soloridt ved at sejre med 4 sekunder ned til en forfølgergruppe bestående af Oliver Naesen, Sonny Colbrelli, Søren Kragh og Stefan Küng på en dag, hvor første større gruppe var mere end et minut efter de fire forreste. I 2021 dominerede Bahrain totalt, da Matej Mohoric leverede et soloridt, inden hans førende holdkammerat Sonny Colbrelli efter at have fulgt Tom Dumoulins angreb på Denderoordberg kørte alene på Muren til sidst, hvor han sikrede sig 2. pladsen 11 sekunder bag sloveneren, mens Dumoulin tabte 15 sekunder, Christophe Laporte og Fred Wright 22 sekunder og hele 18 mand 24 sekunder. I 2023 kørte ni mand væk på næstsidste passage af Muren, og efter at Gianni Vermeersch blev sat holdt de øvrige otte akkurat feltet bag sig. Mike Teunissen sneg sig væk inden Muren og sejrede akkurat med 1 sekund ned til Tim Wellens, der overtog førertrøjen, og 2 sekunder ned til Axel Zingle, mens første mand fra feltet, Matej Mohoric, smed 8 sekunder, og de første 38 mand var inden for 20 sekunder af vindertiden.
Du finder kort og profiler her.
Favoritterne
Som nævnt ovenfor Renewi Tour i løbets tidlige år hovedsageligt en sag for enkeltstartsryttere, men med den mere klassikeragtige og hårdere rute har det i de senere år en langt mere åben affære, hvor flere elementer end bare enkeltstarten indgår. Specielt 2013-, 2014-, 2015- og 2021-udgaverne af løbet bød på en så hård etape i Ardennerne, at det for alvor var muligt at gøre seriøse forskelle, og enkeltstartens betydning blev kraftigt reduceret. De kortere enkeltstarter har også bidraget til at mindske betydningen af tidskørslen, men det har dog ikke ændret på, at det altid er en helt afgørende nøgleetape.
I de senere år har Renewi Tour hovedsageligt være afgjort af fire elementer. Vigtigst er nok stadig enkeltstarten, men ser man bort fra 2018, har der siden 2013 været endnu større forskelle på mindst én af klassikeretaperne. Det har således været de kuperede etaper sidst på ugen, der af de stærke folk kan benyttes til at skabe forskelle. Det tredje element, der typisk har spillet en afgørende rolle, er bonussekunderne, både ved mål og ved Den Gyldne Kilometer, der altså nu hedder Den Grønne Kilometer. Endelig er der altid risikoen for sidevind, selvom den historisk aldrig har spillet den store rolle i sommermånederne.
Ligesom sidste år er meget naturligvis forandret med det kortere format, der jo har tvunget arrangørerne til at fjerne to etaper fra det format, der typisk har bestået af tre sprinteretaper, en enkeltstart og de tre miniudgaver af Flandern Rundt, Liege og Amstel. Mange vil utvivlsomt begræde, at det blev den klart mest selektive etape, nemlig ardenneretapen, der blev sakset, samt naturligvis en af sprinteretaperne, hvilket var helt oplagt. Det giver et betydeligt lettere løb, end vi har været vant til, og det vil igen give enkeltstarten en langt mere prominent placering. Dens betydning øges naturligvis blot af, at man tillige har skruet op for distancen. Sidste år skulle der køres 13,6 km – den længste distance siden 2014 – og i år får den et ekstra nøk med de 15,4 km, der ikke er overgået siden 2012. Man kan undre sig lidt over, at man på én og samme tid gør løbet lettere og samtidig forlænger enkeltstarten.
Da man i vidt omfang har samme format som sidste år, ved vi nu nogenlunde, hvad vi kan forvente. Enkeltstarten blev ganske rigtigt meget afgørende, men Josh Tarling, der vandt den, blev kørt midt over på Flandern-etapen. Her kørte otte mand væk, men de blev stort set hentet, og første mand fra feltet var bare 8 sekunder efter vinderen, Mike Teunissen, der vandt med et taktisk fremstød. På Amstel-etapen lykkedes det så 13 mand at holde hjem med 7 sekunder, men forskellene var altså generelt ret små. Billedet er også ret klart. Tim Wellens, der vandt løbet, blev nr. 2 på enkeltstarten, og det gjorde han foran Florian Vermeersch og Yves Lampaert, der blev hhv. nr. 5 og 3 på andendagen.
Det betyder dog ikke, at det hele bare afgøres på enkeltstarten. Tarling knækkede som sagt helt, og Vermeersch lykkedes med at gå forbi Lampaert. Jasper Stuyven kørte også sit livs enkeltstart, hvor han blev nr. 4, men selvom han modsat Tarling ikke knækkede helt, gled han altså ned på 4. pladsen. Kasper Asgreen, Mikkel Bjerg, Daan Hoole og Tobias Foss, der alle var i top 10 på enkeltstarten, faldt også helt ud af den samlede top 10, som Teunissen, Marc Hirschi, Axel Zingle, Matteo Trentin og Søren Kragh til gengæld kæmpede sig op i.
Det nye format kan også sammenlignes med 2018-udgaven, hvor der heller ikke var en ardenneretape, men hvor Amstel-etapen var hårdere. Dengang vandt Mohoric, men alene fordi han ganske sensationelt holdt hjem på en af sprinteretaperne. Michael Matthews endte som nr. 2, fordi han som nr. 4 på enkeltstarten var den temporytter, der klarede de to hårde etaper bedste, og derudover fik han bonus ved at vinde Flandern-etapen. Det lykkedes dog for Tim Wellens at få bonus nok til at avancere til 3. pladsen, selvom han havde været langt efter på enkeltstarten, der dengang var 12,7 km lang.
I år er formatet altså det samme, og med en længere enkeltstart er det andendagen naturligvis igen en absolut nøgleetape. Som så ofte er det en flad tonserrute, men den er også relativt teknisk med to tekniske passager. Grundlæggende er det dog en sag for de ryttere, der specialiserer sig i relativt korte, flade enkeltstarter.
Det store spørgsmål er altid, hvor hårde de nu kun to klassikeretaper, og det varierer fra år til år. Væk er jo altså ardenneretapen, der altid var den klart vigtigste og var så hård, at vi faktisk mange gange så, at vinderen slet ikke var tempospecialist. Inden han sidste år lærte at køre enkeltstart, vandt Wellens således løbet to gange alene via ardenneretapen – men den er altså væk nu.
Lad os tage klassikeretaperne én for én. Lettest er utvivlsomt Amstel-etapen. Den benytter mange af de samme veje, som blev brugt til den tilsvarende i 2021 og 2023. I 2021 endte det i en spurt mellem 50 mand, hvor Caleb Ewan sejrede foran Sonny Colbrelli og Danny van Poppel, mens vi sidste år som sagt så, at 13 mand akkurat holdt hjem. I år er den dog lettere. De sidste næsten 25 km er flade, og samtidig afvikles den på førstedagen, hvor der altid køres lidt mere konservativt end på sidstedagen, hvor den fandt sted sidste år. Løbet er så let, at der burde være lyst til at køre lidt cykelløb, og i et løb med Mathieu van der Poel ved man aldrig, hvad der kan ske, men det ligner for mig en massespurt.
Nej, det bør blive Flandern-etapen, der bliver afgørende. Den kender vi til gengæld til hudløshed, for det er den samme rundstrækning, der er blevet benyttet år efter år. Udfaldet af den etape har været meget forskelligt. Vi så i 2016, at det blev et episk blodbad, men det skyldtes vejret. I langt de fleste tilfælde har det været en også lidt stor favoritgruppe, der har spurtet op ad muren, hvorfor forskellene har skullet opgøres i sekunder.
Der er dog undtagelser i de seneste udgaver. I 2021 kørte Matej Mohoric alene i en lidt speciel strategi til at forsvare Sonny Colbrellis førertrøje. Bag ham kom Colbrelli og Tom Dumoulin væk, men derefter var det et stort felt, og 23 mand var stadig inden for 24 sekunder af Mohoric. I 2020 blev etapen uhyre selektiv, men det skyldtes Van der Poel-faktoren. Fænomenet gik amok fra distancen, og da han skulle jagtes, blev det til et blodbad, hvor Søren Kragh, Oliver Naesen, Sonny Colbrelli og Stefan Küng næsten fik styr på ham til sidst, men akkurat ikke. Dengang var der i øvrigt også for første gang hele fire omgange på menuen i en udgave, der altså var hårdere end den klassiske, hvor der kun har været tre af slagsen. Også i 2019 blev den mere afgørende end som så, men det skyldtes et svagt Lotto-hold. Tim Wellens var isoleret og sov i timen, da Laurens de Plus, Naesen og Greg van Avermaet kørte, men bag de tre var forskellene igen små. Sidste år så vi som sagt, at otte mand kørte væk fra næstsidste passage af Muren, men de blev altså stort set hentet til sidst.
Historien taler imidlertid for, at det vil være knap så selektivt, i hvert fald hvis vejret er godt og det førende hold stærkt, men i år er der en chance for et hårdere løb. Sidste år havde man udvandet etapen markant med en længere rundstrækning med mere fladland og kun to omgange. I år går man den modsatte vej med den hårdeste udgave måske nogensinde og i hvert fald siden 2020. Igen har vi tre omgange, vi er tilbage ved den klassiske rundstrækning, og indløbet til rundstrækningen er hårdere end vanligt. Historien taler stadig imod, at vi får et regulært blodbad, men chancen for, at en gruppe af klassikerryttere kan køre væk og vinde mere tid, end de gjorde sidste år, er bestemt større. Van der Poel er jo også med denne gang, og hvis han kører som i 2020, kan det jo blive lige så episk som dengang. Man skal også være opmærksom på, at taktik kan spille en rolle. I hvert fald har Stuyven og Teunissen begge vundet etapen ved at snige sig væk fra en lille gruppe i en taktisk finale allerede inden Muren. Derudover kommer Den Grønne Kilometer også på Bosberg i fuld finale, og her kan der hentes vigtige bonussekunder for de stærke klassikerryttere.
Endelig er der vejret. Historisk har det aldrig spillet den helt store rolle i løbet, og vinden bliver næppe heller et tema denne gang. Som i Danmark bliver det nemlig højsommer, og vi lægger endda ud med en glohed onsdag med temperaturer på op til grader. Helt så varmt bliver det ikke til enkeltstarten, der heldigvis vil blive afviklet under ensartede forhold for alle. Derefter falder temperaturen yderligere til de to sprinteretaper, og vinden tager samtidig til. Faktisk bliver det lørdag så blæsende, at der kan være en chance for dramatik. På rundstrækningen er der sidevindsstykker, men vinden er formentlig en anelse for svag, og historien taler imod det. Det hele slu*tter med en pænere søndag med temperaturer på 24 grader og igen svagere vind.
Samlet set er konklusionen altså, at løbet er historisk let, men vanskeligere end sidste år. Det bliver altså de klassiske elementer, der bliver afgørende. Enkeltstarten kommer til at spille en særligt prominent rolle, og derudover skal man kunne være med helt fremme på Flandern-etapen. Spurtstyrke kan blive vigtigt i spurterne på De Grønne Kilometer, der alle kommer relativt sent, og her er det værd at bemærke, at vi på 1. etape har den placeret på en blød 3%-bakke og på 5. etape på Bosberg, mens den de øvrige dage er flade. Amstel-etapen ender formentlig i en spurt, og der er en lille chance for sidevindskørsel på lørdag. Endelig fandt Wellens i 2019 ud af, at man gerne skal have et godt hold, hvis man vil forsvare en trøje på brostenene.
Efter sidste års lidt svagere felt er det i år et fremragende felt, der tæller en stor del af klassikereliten. Tempofeltet er også meget stærkere end sidste år, og da mange af de bedste temporyttere også er gode i klassikerterræn, bliver det ekstra vanskeligt at vinde løbet uden også at køre en god enkeltstart.
Jeg går med Tim Wellens, men med stor usikkerhed. Med tre sejre i løbet har han en imponerende historik i løbet, men det er lidt paradoksalt, at han vandt sidste år, hvor den ardenneretape, der var årsagen til hans første to sejre, var væk. Han har imidlertid forandret sig. I år satsede han for første gang på brostensklassikerne og ikke Ardennerne, og han er som en anden Philippe Gilbert blevet en tungere type med alderen. Vigtigst af alt er hans pludselig fabelagtige enkeltstart, som sidste år gav ham en 2. plads bag Tarling, og som i år har bekræftet med sin sejr ved de belgiske mesterskaber på en flad rute og senest med sejren foran Jonas Vingegaard på den halve bjergenkeltstart i Polen.
Årets rute minder om sidste års, og dermed passer den godt til den nye udgave af Wellens. Jeg har dog stadig mine usikkerheder. For det første er der formen. Han kørte en fremragende enkeltstart i Polen, men floppede herudover fælt. Det er heldigvis præcis samme mønster som sidste år, hvor han alligevel stod knivskarpt til dette løb, som han næsten altid gør, men da han i år har kørt Tour, hvad han kun sjældent har gjort, er der ingen garantier for, at han er bedre end i Polen – og det skal han formentlig være.
Derudover er jeg ikke stensikker på enkeltstarten. En flad rute passer ham dårligere end den polske, og selvom han var flyvende sidste år, vil han få det vanskeligere på denne rute, der ikke er helt så teknisk. Endnu vigtigere er det, at vi i Dauphiné så, at han ikke altid kører flyvende enkeltstarter, og det skal han gøre, hvis han skal vinde igen. Endelig er jeg usikker på, hvor højt hans niveau er på bakkerne. Han var hæderlig i brostensklassikerne, men vi så ikke den bedste udgave af Wellens, som vi så i dette løb for et år siden, hvor han stort set vandt brostensetapen på et fladt dæk.
Alligevel går jeg med ham. Historikken tilsiger, at han altid er klar til dette løb, og hans polske enkeltstart var meget overbevisende. Magnus Sheffield slår ham nok på enkeltstarten, men jeg tror på, at han kan være så tæt på, at han med bonussekunder på Bosberg og i finalen på søndag og med vundne sekunder kan vende det. Da jeg samtidig ikke tror, at Van der Poel er klar endnu, tror jeg på, at han vinder løbet for fjerde gang.
Jeg peger på Magnus Sheffield som nr. 2. På papiret er han den næstbedste temporytter i dette felt, kun overgået af formsvage Filippo Ganna, og det stiller ham fremragende på denne tempotunge rute. Det bekymrer mig, at hans enkeltstart i Polen var skuffende, men det var trods alt næsten en bjergenkeltstart. På flad vej bekræftede han senest ved OL – inden styrtet – at han er i eliten, og det bør stille ham stærkt efter torsdagen.
Spørgsmålet er, om det er nok til at vinde. Han fik endelig sit gennembrud på bakkerne i Flandern med en 6. plads i Flandern Rundt i år, men det var også et nedslidningsløb, der passede bedre til hans dieselmotor. Jeg kan godt frygte, at dette løb bliver for eksplosivt. Han viste i Danmark Rundt i 2022, at han har punch, men han har slet ikke samme punch som Wellens og Van der Poel, der enten kan køre fra ham på søndag eller vinde bonus og slå små huller på muren til sidst. Heldigvis viste han storform på stigningerne i Polen, hvor han var bedre end ventet, og derfor kan det sagtens være, at en sejr på enkeltstarten er nok til at vinde, selvom jeg kan frygte, om Ineos er stærke nok til at forsvare den en føring på sidste etape.
Den naturlige favorit er naturligvis Mathieu van der Poel. Hollænderen er skabt til dette løb, som han da også vandt i 2020. Det gjorde han endda, inden han i 2021 lærte at køre enkeltstart, og nu er han jo blevet en lille specialist. Vi så dog også i Belgium Tour sidste år, hvor han blev nr. 3 bag Søren Wærenskjold og Yves Lampaert, at han formentlig bliver slået af de rigtige specialister, og derfor skal han vinde løbet via bonus og Flandern-etapen.
Det burde jo heller ikke være et problem. Den bedste Van der Poel kører alle midt over på søndag, som han gjorde på samme etape i 2020 (selvom han faktisk næsten blev hentet til sidst), men jeg tror bare ikke på formen. Vi har lært, at hans bundniveau er meget lavt, og da han sidste år genstartede sin sæson efter Touren og OL, faldt han helt igennem i Bretagne Classic. Den store forskel er, at han sidste år ikke havde flere mål, mens han i år er i gang med at bygge op til Touren. Derfor bør han være mere formstærk, men da han nu også har meldt ud, at han kører Luxembourg frem mod VM, tyder det for mig på, at han jagter løbskilometer. Derfor tror jeg, at vi ser en svagere udgave af Van der Poel, der mangler for meget til at vinde, når jeg forventer, at Wellens og Sheffield slår ham på torsdag. Men selvfølgelig er det klart, at en formstærk udgave af Van der Poel vinder dette løb.
Et andet stort spørgsmål er Alberto Bettiol. Italieneren kører sit første løb for Astana, og vi aner ikke, hvor han står efter en skuffende Tour og et anonymt OL. Han er dog hentet til holdet allerede nu for at score point, og derfor er han i hvert fald under pres for at præstere. Genfinder han det tårnhøje niveau, han havde i foråret, hvor han særligt imponerede i Flandern, og i maj og juni kan han vinde Flandern-etapen, der i den hårdere udgave passer ham fremragende. Usikkerheden relaterer sig til enkeltstarten, som ikke har været prangende på det sidste – senest ikke til OL. I sin storhedstid har han dog kørt gode enkeltstarter på denne type ruter, og det gjorde han også på den 4 km lange rute i Schweiz. Astana har også i de seneste år set bedre ud på enkeltstarter end EF, og derfor kan skiftet have boostet ham yderligere. Han vil være bagefter de bedste på torsdag – og det er faktisk godt, for så skal Astana ikke forsvare en trøje på søndag – og så må vi se, om han har begrænset tabet så meget, at han kan vinde løbet på sidste etape.
Jasper Stuyven elsker dette løb, men enkeltstarten har altid ødelagt det for ham. Derfor er det også paradoksalt, at han sidste år chokerede alt og alle med en 4. plads på enkeltstarten – for siden at smide det hele væk på Flandern-etapen, som han ellers tidligere har vundet. Det vidner imidlertid om et helt nyt potentiale, for han kan gentage den enkeltstart – og det har han ikke gjort siden – står han jo fremragende på Flandern-etapen. I foråret så vi nemlig den bedste Stuyven, vi har set i mange år, og den Stuyven vil være så god, at han kan vinde både sidste etape og hele løbet. Når jeg alligevel tøver, handler det om formen. Sidste år manglede han for meget efter Touren, og i år har han haft et vildt program med Giro, Tour og OL. Han kom fint med feltet hjem i Bretagne, men jeg så ham ikke i offensiven. Der er derfor to usikkerheden både i forhold til en gentagelse af enkeltstarten og hans form.
Enkeltstarten er så vigtig, at jeg rangerer Maximilian Schachmann som den næste, men jeg er virkelig usikker på hans form. Han bekræftede ved OL og senest i Polen, at han har genfundet sin enkeltstart, og det stiller ham selvsagt stærk. Selvom han ikke har den store historik på brostenene, burde han som puncheur passe storartet til søndagens etape, hvis han er klar. Det er bare usikkert. Hans OL-linjeløb var ikke prangende, og i Polen styrtede han, inden han udgik med sygdom. Han sad med feltet hjem i Bretagne, men jeg synes ikke, at jeg så ham i angrebene. Det var dog også et løb, der ikke var det letteste at gøre forskelle i, og det er ikke et entydigt billede af manglende form. Den Schachmann, vi så i Baskerlandet og Giroen, kommer langt i dette løb, da han også er hurtig nok til at jagte bonussekunder.
En anden rytter med en fremragende historik i løbet er Matej Mohoric, men han er kraftigt hæmmet af den øgede betydning af enkeltstarten. Han har dog kørt hæderlige enkeltstarter med Bahrains forbedrede materiel. Sidste år blev han nr. 11 i Polen og endda nr. 10 i dette løb, hvor han igen hjælpes af en småteknisk rute. Det ændrer ikke på, at han vil tabe tid til de bedste, og han vil tabe mere på en længere enkeltstart. Til gengæld er Flandern-etapen også hårdere, og den har han endda tidligere vundet med et stort soloridt. Den bedste Mohoric kan vinde igen på søndag, og han kan også jagte bonus undervejs. Der er bare enorm usikkerhed om formen efter hans enorme sommerkrise. Heldigvis var han meget bedre i Polen, men vi så også, at han var langt fra sidste års skræmmende niveau. Man kan dog håbe, at det går omvendt denne gang. Sidste år kørte han rasende stærkt i Polen, men skuffede i dette løb. Denne gang er formkurven måske omvendt, og har han forbedret sig siden Polen, ser det ikke helt skidt ud.
Jeg ser også muligheder for Ilan Van Wilder. Det er bestemt ikke det ideelle løb for belgieren, der i den grad vil savne ardenneretapen, men det er heller ikke umuligt for ham. Han har ikke den store erfaring på brostenene, men han er en eksplosiv type, der har en fair chance for at være med fremme på søndag. Hans enkeltstart er som bekendt også god, men han plejer at komme lidt til kort på flade ruter. I år blev han nr. 6 i Emiraterne og ikke mindst nr. 13 i Touren, mens han blev nr. 9 på den kuperede rute i Touren. Han er bestemt en top 10-kandidat på torsdag, men jeg tror ikke, at han er med helt i front. Han vinder næppe heller på søndag, og derfor tror jeg, at han skal lave et taktisk fremstød i finalen, hvis han skal finde de sekunder, han vil mangle for at vinde løbet – men historien viser, at det også er muligt. Han så stærk ud i Bretagne i søndags, hvor han kom med et solidt angreb i finalen.
Sidste år blev Yves Lampaert nr. 3 løbet, og den nye udgave uden ardenneretape passer ham da også storartet. Problemet er, at årets Flandern-etape er hårdere. I dette format kan den meget vel være for hård, for han har altid været lidt tung på bakkerne. Sidste år kørte han dog med de bedste på netop den etape, og i et ellers skuffende forår blev han i år faktisk en hæderlig nr. 18 i Flandern Rundt. Det er klart, at hans gyldne våben er enkeltstarten, og som vi senest så med sidste års 3. plads, er han fremragende på korte, flade enkeltstarter, hvad han bekræftede med sejren på den dog noget kortere 1. etape i Schweiz. Jeg kan være lidt bange for, at denne etape er til den lange side for ham, men kører han som sidste år, er han med helt fremme. Herefter er spørgsmål så, om han kan køre en Flandern-etape som sidste år, og det er efter et skuffende forår usikkert – særligt fordi han i Bretagne udgik af sit comebackløb efter Touren. Holdet nævner også kun Van Wilder som kaptajn.
En rytter, der ærgrer sig stort over den vigtigere enkeltstart, er Arnaud De Lie. Som vi senest så på 1. etape i Schweiz, kan han end ikke køre en 4 km lang enkeltstart, og han kommer derfor til at bløde stort på torsdag. Heldigvis er der potentielt masser af bonus at hente, men han lider voldsomt under, at sprinterfeltet er så stærkt. Han får svært ved at slå folk som Tim Merlier, Jasper Philipsen og Jonathan Milan på de to sprinteretaper og formentlig også 1. etape, og derfor skal han formentlig vinde næsten det hele tilbage på Flandern-etapen. Det lader sig dog også gøre, når den er hårdere end tidligere. Efter at han trods sejren ikke virkede helt overbevisende i Danmark, så jeg en meget stærk De Lie i Bretagne, der på en meget svær Flandern-etape kan gøre stor skade. Hvis Lotto samtidig aktivt sørger for at jagte de grønne kilometer, kan han altså få ret meget bonus undervejs. Regningen på torsdag bliver bare også så stor, at han skal gøre en eller anden væsentlig forskel på søndag, hvis han vil vinde.
I 2020 var Søren Kragh kun Van der Poel fra at vinde løbet, og det er da også et løb, der passer ham perfekt. Problemet er bare, at hans enkeltstart slet ikke er som dengang. Det så vi senest sidste år, hvor han kørte en fin Flandern- og Amstel etape, hvor han blev hhv. nr. 11 og 3, men hvor en 19. plads på enkeltstarten betød, at han blot blev nr. 10 i klassem*ntet. Det var opløftende at se ham i top 10 på 1. etape i Schweiz, men den 4 km lange rute var helt anderledes, og vi så i Touren, at han igen skuffede. Til gengæld er jeg tryg ved den svingende danskers form, for efter et hæderligt, men ikke prangende Danmark Rundt, var han meget stærk i finalen i Bretagne, hvor han var med de allerbedste på sidste bakke. Hvis han er det igen i dette løb, kommer han meget langt på søndag, og så skal han forsøge at vinde den tid, han måtte have tabt på enkeltstarten. Her kan det faktisk være en fordel at være på hold med Van der Poel, for er hollænderen ikke så flyvende, at de bare kører for ham, kan der være muligheder for den snu Kragh i en taktisk finale.
Jeg er jo næsten nødt til at give Jonathan Milan en høj rangering. Går alt efter planen, vinder han med et meget stærkt tog både 1., 3. og 4. etape, og dermed har han allerede et forspring på 30 sekunder. Vi så også i Tirreno, at han kørte en fremragende enkeltstart over 10 km, og selvom historikken tilsiger, at han vil få det vanskeligere over denne halvanden gange så lange distance, har han bestemt potentiale for et topresultat på de fire første etaper. Problemet er Flandern-etapen. Jeg tror aldrig, at den bedste Milan kan køre med i en lille gruppe, men får vi et scenarium som sidste år, hvor feltet ikke smider mere end 8-10 sekunder, kan det være nok. Problemet er bare, at han meget tung på bakkerne i Tyskland. Det var dog primært på de lange stigninger, han havde problemer, og de vil altid passe ham dårligt. Disse stigninger passer ham så godt, at det er et løb, han burde have en chance for at vinde. Jeg tror bare ikke, at formen fra Tyskland rækker til denne hårde udgave af etapen.
Et andet UAE-kort er Mikkel Bjerg. Danskeren fik jo sit helt store brostensgennembrud med sin top 5 i Flandern, og da han også en god temporytter, er dette løb jo lige noget for ham. Som udgangspunkt er han hjælper for Wellens, men det var også tilfældet sidste år, hvor han alligevel endte som nr. 12. Hans form er svær at vurdere, fordi han styrtede ud af Danmark Rundt, men hans målrettede forberedelse til OL, hvor han kørte en flot enkeltstart, burde sikre, at han står fornuftigt. Faktisk står han nok bedre end sidste år, hvor han virkede træt efter Touren. Desværre har hans enkeltstarter i år været skuffende, og selvom han rejste sig til OL, føler jeg mig ikke overbevist om, at det bliver bedre end sidste års 8. plads. Samtidig er han som sidste år næppe eksplosiv nok til søndagens bakker, hvor han får svært ved at følge de bedste. Det er nemlig noget andet end et Flandern Rundt, der passer bedre til hans dieselmotor.
Et stort spørgsmålstegn er Nils Politt. Tyskeren har nemlig ikke kørt siden OL, hvor han faldt helt igennem – træt efter en hård Tour. I netop Touren var han til gengæld helt fabelagtig, og det kom efter hans livs forår, hvor han blev nr. 3 i Flandern og nr. 4 i Roubaix. Han har ellers altid været for tung til de flamske bakker, men når Lampaert sidste år kunne være med på kongeetapen, kan en god Politt bestemt også. En anden udfordring er enkeltstarten. Han har altid været en solid temporytter og er da også tysk mester, men topspecialist er han ikke, og han er i år ikke rigtigt redet med på UAE-miraklet. Eksempelvis er han blot blevet nr. 22 i Dauphiné, men han er også en type, der i kraft af sit materiel pludselig kan lave en overraskelse i stil med den, Stuyven leverede sidste år. Så skal formen bare være der.
Jeg ville gerne rangere Tiesj Benoot noget højere. Efter en lidt skuffende Tour så han nemlig fremragende ud i Bretagne, hvor det var ham, der kom med det stærke angreb i finalen. Måske var han endda stærkeste mand, og derfor forventer jeg at se en meget stærk Benoot på søndag. Problemet er bare enkeltstarten. Benoot er aldrig blevet mere end nr. 27 på enkeltstarten i dette løb, og selvom han to gange alligevel er endt som nr. 8 samlet, har han her draget fordel af ardenneretapen. Den har han ikke til rådighed i år, og jeg tvivler på, at selv en god Benoot bare kører fra alt og alle på søndag. Omvendt kan det godt blive en taktisk finale, som da De Plus tog den samlede sejr i 2019, og sker det, ligner Benoot en mand med formen til at gribe chancen.
Uden en ardenneretape er det også et løb, Jasper Philipsen i teorien kan vinde. Det samme sagde vi bare sidste år, og her var han meget formsvag i sit første løb efter Touren. Denne gang har han EM på hjemmebane som et mål, og man må derfor forvente, at han er bedre nu, men han skal være flyvende, hvis det skal lykkes. Vi så nemlig sidste år og senest i Belgium Tour, at denne forlængede enkeltstart bliver meget dyr. I Belgien hentede han så meget bonus, at han alligevel endte som nr. 4, men her er niveauet højere. Jeg har svært ved at se ham køre med i en lille gruppe på søndag, så han skal satse på en etape, der er lige så lidt selektiv som sidste år. Derudover skal han meget gerne vinde de tre forventede massespurter, og selvom det godt kan lade sig gøre, bliver det ikke let i et felt med Milan og Merlier. Heldigvis er to af finalerne tekniske, hvad der altid hjælper Philipsen, men selv hvis han gør rent bord, skal han bruge en form, han i hvert fald ikke havde sidste år.
Selvfølgelig skal Filippo Ganna nævnes. På mange måder burde han jo være den naturlige favorit, fordi han bør knuse al modstand på enkeltstarten, men hans form synes jo helt væk efter OL. På de tyske bakker blev han sat som en af de første, og selvom han lå meget i vinden og tydeligvis var til start som hjælper, var alene den rolle vel et tegn på manglende form. Det er klart, at den bedste Ganna er skabt til dette løb, for Flandern-etapen passer ham også, selvom han traditionelt har været lidt tung til de flamske bakker, som han dog også kun sjældent har kørt på. Vi skal bare se en helt anden Ganna end i Tyskland, og hvor skulle han pludselig komme fra? Så skal han i hvert fald have brugt løbet som ren træning.
Lotto har Alec Segaert, og jeg kunne godt forestille mig, at han har dette løb som et af de store mål sammen med EM og VM i enkeltstart. Han viste glimrende form, da han senest kørte i Vallonien for efterhånden længe siden, og han har i år bekræftet, at han har en fremragende enkeltstart, da han blev nr. 2 ved de belgiske mesterskaber og nr. 5 i Belgien. For at være med helt fremme skal han dog nok køre en bedre enkeltstart, end han gjorde i de løb, og derudover får han svært ved at køre med de bedste på Flandern-etapen. Han manglede i hvert fald noget holdbarhed i Belgien i juni, men omvendt klatrede han i Vallonien bedre, end jeg havde troet.
Hvad så med Stefan Bissegger? Nu om dage kan vi ikke stole på hans enkeltstart, men til OL viste han, at hans topniveau stadig er tårnhøjt. Problemet er bare, at denne kongeetape knækkede ham markant, da han vandt enkeltstarten i 2021, og jeg ser ikke alt for store chancer for, at han klarer det bedre i år. Omvendt blev han faktisk nr. 36 i Flandern Rundt i år, og da denne etape jo før er endt i en spurt i en større gruppe – eller med beskedne forskelle som sidste år – er der en chance, selvom etapen er hårdere i år. Han viste ret fin form i Tyskland, men hans sammenbrud på sidste etape bekymrer, selvom bakkerne her var længere.
En spændende joker er Sam Watson. Briten er blevet en uhyre solid temporytter, som vi i år har set med 3. pladsen i Provence og 6. pladsen i Schweiz. Jeg frygter desværre, at denne rute er for lang, for de britiske mesterskaber indikerede, at han som andre sprintere er bedre på de kortere ruter. En god enkeltstart burde han dog køre, og herefter er det spændende at se, hvordan han klarer Flandern-etapen. Vi har til gode at se ham blande sig med de bedste, men med sin suveræne sejr på sidste etape i Vallonien indikerede han, at han har taget næste skridt.
Sidste år havde jeg ikke den store tiltro til Axel Zingle, fordi jeg troede, at enkeltstarten ville ødelægge det hele. Det gjorde den dog ikke helt. Han kørte en hæderlig 26. plads hjem, og med sin 3. plads på kongeetapen endte han som en samlet nr. 8. Det var dog også i et efterår, hvor han virkede bedre end nogensinde. Nu kommer han fra en sæson, der har været én lang skuffelse. Sidste år fik han dog sit store boost af at have gennemført Touren, og man kan håbe, at han har fået det igen i år. Han var i hvert fald ganske fint kørende i det dog svage felt i Limousin. Jeg er slet ikke overbevist, men genfinder han benene fra sidste år, har han en klar fordel af den hårdere kongeetape.
Jeg skal nævne Matteo Sobrero, men mere for potentiale end overbevisning. Selvom han i år har kørt skuffende enkeltstarter, blev han trods alt nr. 14 i Dauphiné. Vi ved, at lottokuponen har potentiale til at køre stærkt på torsdag, men er han i form. Han smed mere end 9 minutter i Bretagne, der var hans første løb efter Touren. Jeg kan ikke udelukke, at det skyldtes et af styrtene, men kender jeg ham ret, er han langt fra formen efter en pause. Jeg ved det bare ikke, og derfor skal tvivlen komme ham til gode. Flandern-etapen kan en eksplosiv fyr som ham trods manglende brostenserfaring nok klare fint.
Jeg havde håbet at kunne rangere Per Strand Hagenes højere. Den norske komet har bare ikke helt levet op til mine høje forventninger, og jeg var ikke overbevist af formen i Vallonien, hvor han dog blev nr. 11, eller Polen. Jeg havde også ventet mere i Belgien, hvor han blev nr. 9, og hans enkeltstart er heller ikke helt god nok. Han blev dog nr. 17 i Belgien og er ikke temposvag. Han kan bestemt begrænse tabet, og hans potentiale i dette terræn anser jeg stadig som meget stort på baggrund af det, han viste sidste år. Derfor bliver han stadig spændende at følge.
Det er ikke et helt dumt løb for Matteo Trentin. Spørgsmålet er bare, om niveauet stadig rækker. Han har kørt et flot efterår med den samlede sejr i Vallonien, men samme løb viste også hans begrænsninger, da Watson kørte fra ham på sidste etape. Vi så også hans begrænsninger i Danmark, og jeg frygter, at han ikke længere kan være med de bedste på denne kongeetape. I forvejen er enkeltstarten en udfordring, men her har han i år faktisk gjort det ret flot i både Algarve og Giroen. Det ender ikke i en katastrofe, men jeg tror desværre, at han kommer lidt for meget til kort i dette stærke felt på søndag.
Min joker er Mick van Dijke. Han er udpeget som Vismas klassem*ntsrytter, og det er ikke helt dumt. Lige siden Murcia har han imponeret mig med en helt ny holdbarhed, som vi senest så i Polen, hvor han var fremragende for Vingegaard, og han var også aktiv i angrebene i Bretagne. Problemet er, at han aldrig er blevet den temporytter, man havde drømt om, og han blev da også kun nr. 22 i Belgien og nr. 23 i UAE Tour. Derfor kommer han næppe hele vejen, men jeg er spændt på at se, hvor langt han kommer.
Det er lidt en skam at skulle rangere Fred Wright så lavt. Tidligere havde han jo været helt oplagt, fordi hans enkeltstart var fremragende, men den er forsvundet helt i år. Således blev han bare nr. 25 i Dauphiné, og allerede sidste år blev han bare nr. 15 i dette løb. Derudover har han været en skygge af sig selv hele året, men sidste år rejste han sig faktisk efter en svær periode i dette løb, da han pludselig kørte med de bedste på kongeetapen. Jeg så opløftende tendenser i Polen, og derfor kan man drømme om, at han kan gentage det. Der er dog usikkerhed efter tabet på 11 minutter i Bretagne, men det kan skyldes de mange styrt. Han er i hvert fald stadig udtaget som kaptajn sammen med Mohoric.
Det er en fornøjelse igen at kunne nævne Mikkel Honoré. Danskeren viste i Polen, at han på denne hans foretrukne årstid er tilbage på et højt niveau, og det bekræftede han i Bretagne. Han ligner en mand, der ikke er helt uden chance for at køre med de bedste på brostenene, selvom han aldrig for alvor har satset på de flamske løb. Problemet er enkeltstarten. Hos Soudal kørte han med jævne mellemrum gode enkeltstarter, men det har han ikke gjort hos EF. Det gik godt i Polen, men det var en halv bjergenkeltstart, og han gør det næppe lige så godt her. Sidste år blev han eksempelvis bare nr. 71, selvom han blev nr. 18 på kongeetapen, men hans form synes at være en helt anden denne gang. Derfor skal han have chancen.
Jeg er lidt spændt på Ivan Romeo. Spanieren bekræftede senest i Burgos, at han er blevet en ret hæderlig temporytter, og i år har han virkelig imponeret med sin holdbarhed. Vi så dog også i det svage felt i Belgien, at han kun blev nr. 13 på enkeltstarten, og jeg tror desværre, at han mangler eksplosiviteten til at gøre sig gældende på søndag – men jeg er spændt på, hvor langt han kommer.
Endelig er der Christophe Laporte. Jeg nævner ham, fordi han burde være en topfavorit, da han har en glimrende enkeltstart over kortere distancer og selvsagt burde være en af favoritterne på søndag. Der er bare intet, der tyder på, at han er i form. Det var han ikke på denne tid sidste år, og i søndags blev han sat meget tidligt i sit comeback efter OL. Holdet nævner ham heller ikke som kaptajn, og det betragter jeg som et stensikkert tegn på, at formen slet ikke er der.
Danskerne
Søren Kragh, Mikkel Bjerg og Mikkel Honoré kan alle lave et resultat for hhv. Alpecin, UAE og EF og er omtalt ovenfor. Hos EF støttes Honoré og Stefan Bissegger af Michael Valgren, der før har gjort det godt i løbet, men ikke virkede flyvende i Polen. Hos Astana skal Michael Mørkøv køre lead-out for Max Kanter eller Gleb Syritsa samt støtte Alberto Bettiol, og endelig kan Andreas Stokbro hos TDT måske få lov at teste sig i klassem*ntet, hvor han og Nicklas Amdi Pedersen også kan køre offensivt og køre lead-out for Davide Bomboi.
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle i klassem*ntet.
UAE Team Emirates: Wellens må være kaptajn med Politt og Bjerg som alternativer. Sjoerd Bax kørte top 20 sidste år, men ender sikkert igen som hjælper.
Alpecin-Deceuninck: Van der Poel er den naturlige kaptajn, men også Kragh og Philipsen kan komme i spil.
Soudal-Quick Step: Van Wilder og Lampaert må være kaptajnerne. Josef Cerny har enkeltstarten, men kongeetapen er for svær, som den også er det for Tim Merlier.
Intermarché-Wanty: Bedste bud er nok Mike Teunissen, der var i top 10 sidste år, men han har ikke vist meget i år og mangler enkeltstarten. Biniam Girmay er den store stjerne, men det vil undre mig, hvis han er flyvende nu, og hans enkeltstart er for svag. Det er den også for Laurenz Rex.
Team Visma | Lease a Bike: Benoot, Strand Hagenes, Van Dijke og måske også Laporte er alle kandidater. Med sin forbedrede holdbarhed kan Olav Kooij formentlig også komme ret langt, men selvom han godt kan køre enkeltstart, som vi har set i ZLM Tour, er denne nok for lang.
Lidl-Trek: Stuyven må være kaptajn med Milan som joker. Daan Hoole kørte en god enkeltstart sidste år, men kommer som dengang nok til kort på kongeetapen. Quinn Simmons virker hæderligt kørende, men hans enkeltstart er aldrig blevet til noget. Edward Theuns kunne egentlig godt køre klassem*nt i et løb som dette, men han synes slet ikke at have fordums holdbarhed.
Lotto Dstny: De Lie ligner bedste bud med Segaert som plan B. Florian Vermeersch er skabt til løbet og blev nr. 2 sidste år, men vi så senest i Danmark, at han efter skaden er en skygge af sig selv. Brent Van Moer har til gode at genfinde sin gode enkeltstart, og Jasper De Buyst synes ikke i samme form som sidste år, hvor han blev nr. 13.
Bahrain-Victorious: Mohoric og Wright er de erklærede kaptajner. Nikias Arndt kunne komme langt, men viste ikke form i Bretagne.
INEOS Grenadiers: Sheffield ligner manden med Ganna som joker. Løbet passer Tobias Foss, men hans krise fortsatte senest i Polen og Bretagne. Jeg gør mig ingen illusioner om, at Geraint Thomas er i skyggen af form, hvad han aldrig er på denne årstid, Ben Turner mangler enkeltstarten.
Red Bull-BORA-hansgrohe: Schachmann ligner kaptajnen med Sobrero som alternativ. Marco Haller viste ikke form i Tyskland og mangler enkeltstarten, som også Emil Herzog gør det. Ryan Mullen kørte en fin OL-enkeltstart, men er for tung til bakkerne.
Arkea-B&B Hotels: Arnaud Demare passede tidligere til løbet, men han mangler i dag både styrke og holdbarhed. Florian Senechal og Matis Louvel har begge skuffet i år og mangler enkeltstarten, mens Miles Scotson er milevidt fra fordums styrke.
Cofidis: Det må andle om ZIngle. Alexis Renard har før kørt en god enkeltstart, men har slet ikke haft holdbarhed, og formstærke Stefano Oldani mangler enkeltstarten.
Decathlon AG2R LA Mondiale Team: Jeg er ret spændt på Stan Dewulf, der er tilbage og kørte fremragende i Vallonien og Polen. Han passer til kongeetapen, men enkeltstarten ødelægger det. Det har den også altid gjort for Oliver Naesen, der i Flandern Rundt rejste sig, men jeg tror ikke, at formen rækker til noget lignende her. Pierre Gautherat har enormt potentiale, men mangler enkeltstarten og har virket formsvag efter pausen, og løbet passer ikke Aurelien Paret-Peintre, mens Dries De Bondt har skuffet stort i år. Holdet har i sidste øjeblik udtaget Benoit Cosnefroy, men han er både form- og temposvag.
EF Education-EasyPost: Bissegger og Honoré ligner de bedste bud. Michael Valgren mangler enkeltstarten og virkede ikke godt kørende i Polen. Stefan De Bod kører af og til stadig en god enkeltstart, men virkede ikke flyvende i Tyskland.
Groupama-FDJ: Efter afbuddet fra Watson har holdet mest fokus på spurterne med Paul Penhoët, der ikke kan køre klassem*nt. Laurence Pithie kunne komme langt, men hans krise fortsatte i Bretagne, hvor vi også fik bekræftet, at temposvage Valentin Madouas som i Limousin mangler form.
Movistar Team: Romeo ligner bedste bud. Jeg har opgivet at tro på Remi Cavagna på enkeltstarter efter skiftet til Movistar, og Ivan Garcia Cortina er både temposvag og tilsyneladende formsvag.
Team dsm-firmenich PostNL: Frank van den Broek er spændende, men løbet passer ham ikke, og han er temposvag. Nils Eekhoff passer glimrende til løbet, men har skuffet hele året, også i sine seneste løb.
Team Jayco AlUla: Holdet vil køre klassem*nt med Kelland O’Brien, der også passer til løbet, men han mangler formentlig for meget både på torsdag og søndag til at komme hele vejen. Bakkerne er for svære for Max Walscheid og Michael Hepburn.
Astana Qazaqstan Team: Det må handle 100% om Bettiol, da Max Kanter ikke har enkeltstarten.
Bingoal WB: Holdet er uden chance. Den lovende Luca Van Boven synes helt uden form og er temposvag.
Team Flanders-Baloise: Lars Craps har imponeret meget på det sidste, men Belgien viste, at enkeltstarten ikke er god nok. Det samme gælder for Ward Vanhoof, og Elias Maris, Aaron Van Poucke og Alex Colman må regnes som decideret temposvage.
TDT-Unibet Cycling Team: Bedste bud er Andreas Stokbro, der er holdbar og har fået en hæderlig enkeltstart. Jordy Bouts, Tomas Kopecky, Axel Huens og Hartthijs de Vries har alle noget holdbarhed, men ingen enkeltstart.
Tudor Pro Cycling Team: Det må handle om Trentin.Rick Pluimers mangler enkeltstarten, og Tom Bohli er i dag både for tung og temposvag.
